Velkommen i Odder Svømmeklub

Odder Svømmeklubs trænere, bestyrelse og ansatte vil gerne byde jer velkommen. Vi håber, at i får en masse gode og sjove oplevelser sammen med os i svømmehallen.

I Odder Svømmeklub vil vi gerne skabe de bedste rammer for, at i får den bedst mulige oplevelse i svømmehallen. Derfor bedes i læse disse information som indeholder en række retningslinjer omkring hygiejne, sikkerhed, fotografering og kulturen i svømmehallen.

Om os 
Odder Svømmeklub vægter trivsel højt og ønsker, at medlemmerne får en masse positive vandoplevelser. Af denne grund tilbyder vi en bred vifte af hold som appellerer til de fleste. Vi ønsker også at gøre en stor indsats for at skabe kammeratskab og klubånd f.eks. gennem arrangementer for medlemmerne. Svømmeklubben er altid åben for nye idéer, der kan bidrage til positive oplevelser for vores mange medlemmer.

Hygiejne
For at skabe den bedst mulige hygiejne i vandet er det vigtigt at vaske sig grundigt med sæbe og uden badetøj. Du kan være med til at sørge for, at dit barn får gode badevaner fra starten af ved at lære barnet hvordan man vasker sig grundigt. Babyer skal altid være iført en badeble. Af hygiejnemæssige årsager bør smykker og sminke tages af inden svømningen.

For at sikre mest muligt plads i omklædningsrummet bør i tidligst påbegynde omklædningen 15 minutter før svømmeholdet starter. Ved ophold i omklædningsrummet foretrækker vi, at forældre har bare fødder, badesandaler eller låner vores blå overtræk til sko.

Der er to omklædningsrum i hallen, et for herrer og et for damer. Børn må klæde om med en voksen i det modsatte køns omklædningsrum til og med 6 år. Herefter skal barnet benytte sit eget køns omklædningsrum.

Sikkerhed
Vi ønsker at skabe nogle gode sikkerhedsforanstaltninger og mindske risikoen for ulykker. Af denne grund er det vigtigt, at dit barn lærer, at det ikke er ikke tilladt at løbe, gå med svømmefødder på og have tyggegummi i svømmehallen. Derudover bør ophold i saunaen kun foregå kortvarigt, hvis der ikke er en voksen til stede.

Vi vil ligeledes opfordre vores medlemmer til ikke at opholde sig på rampen i varmtvandsbassinet medmindre man deltager på det igangværende hold.

Fotografering
Såfremt du ønsker at tage et billede i svømmehallen, bedes du henvende dig til træneren som kan tillade dette såfremt fotograferingen kun sker af dit eget barn. Fotografering er ikke tilladt i omklædningsrummene.

Tilskuerområde
Når du opholder dig i svømmehallen, uden at skulle i vandet, foregår dette i vores tilskuerområde, hvor der er opstillet borde/stole foran vippebassinet. Såfremt du er nødsaget til at bevæge dig udenfor dette område bedes du have bare fødder, badesandaler eller låne vores blå overtræk til sko.

Tilskuere til varmtvandsbassinet bedes ligeledes have bare fødder og kan opholde sig ved vipperne, hvor man kan se ind til varmtvandsbassinet.

Kommunikation
For at skabe de bedste vilkår for en rolig og tryg undervisning vil vi opfordre forældre til ikke at kommunikere med svømmerne eller trænerne under en igangværende undervisning.
 
Afbud
Som medlem i Odder Svømmeklub er vi forstående overfor, at man indimellem er nødsaget til at udeblive fra træningen. Det er derfor ikke nødvendigt at man melder afbud ved udeblivelse.

Spørgsmål
Vi ønsker at have en tæt kontakt til forældre, børn og øvrige medlemmer. Af denne årsag vil vi med glæde svare på dine spørgsmål eller modtage ris og ros.
Hvis du har spørgsmål til undervisningen bedes du kontakte træneren under børnenes frisvømning.

Såfremt du har øvrige kommentarer eller spørgsmål bedes du henvende dig til den breddeansvarlige, Pernille Aaberg. Du kan finde Pernilles kontaktinformationer ved at klikke her.
Odder Svømmeklub | Nølevvej 6, 8300 Odder