Marsvin

Marsvin er for begynder/letøvede børn på 8-12 år, der ikke har lært at svømme eller ikke er fortrolige med vand
 
Hvor: Marsvin svømmer primært i den lave ende af vippebassinet. Der er desuden mulighed for stille og roligt at bevæge sig ud på det dybe i vippebassinet.

Hvornår: Vi har marsvinhold onsdag eftermiddag. Holdet varer 45 min, og du kan starte på holdet når som helst i løbet af sæsonen, da vi tilrettelægger undervisningen, så alle kan være med.
 
Hvem: Marsvinholdet er for børn i 8-12-års alderen, som først er startet til svømning som 8-årig eller derover. Og for børn, der er rykket op fra et søløvehold, men ikke er klar til et delfinhold.
 
Formål: På Marsvin stiles der efter at forberede barnet til at kunne svømme på tværs af vippebassinets dybe ende, som man gør det på delfinhold. Det sker blandt andet ved, at der stiftes bekendtskab med svømningens fire stilarter og dertilhørende tekniske øvelser. Dette gøres med en legende tilgang, da det skal være sjovt at lære at svømme. Der vil også være fokus på, at dit barn lære at modtage kollektive beskeder og udføre dem i praksis.

Undervisning: Undervisningen er inkluderende, hvor der tages højde for svømmernes individuelle niveau. Børnenes tryghed og arbejde med vandtilvænning vil være centralt i undervisningen. Trygheden øges både gennem rolige flyde- og vejrtrækningsøvelser og gennem forskellige legeaktiviteter, så svømning og ophold i vand opleves som sjovt og hyggeligt. I undervisningen anvendes forskelligt udstyr såsom finner, plader, pool-boy etc., som hjælper børnene til at lære de svømmetekniske elementer.
Der er altid en 18+ træner og en hjælpetræner i vandet.
 
Praktisk: Vi ser gerne, at forældre holder sig ude af syne under svømmeundervisningen, da vi således oplever større koncentration og indlevelse hos børnene. Barnet afleveres ved kanten, hvorefter vi henviser forældre til at sidde på balkonen eller i fællesrummet ved indgangen til svømmehallen. Til den første svømmeundervisning hver måned, inviterer vi forældre med ind for at følge svømningen i tilskuerområdet eller stående ved kanten. Vær dog opmærksom på ikke at forstyrre trænerne.
Har du eller dit barn af en eller anden årsag behov for, at du er til stede og i syne, bedes du fortælle det til træneren eller den breddeansvarlige.
 
Bemærkninger: Vi anbefaler, at børnene medbringer svømmebriller. Vi laver øvelser både med og uden svømmebriller, men til f.eks. dykkeøvelser og tekniske øvelser er det en fordel at have svømmebriller på.

Tilmelding: Klik her for tilmelding og for at se holdoversigt.
 
Målsætninger – klar til oprykning, når dit barn kan:
Oprykning til Delfiner kan ske, når dit barn kan opholde sig i vippebassinets dybe ende alene og uden brug af hjælpemidler. Desuden vurderes barnets niveau ud fra svømningens fire grundfærdigheder (se under). Oprykning sker desuden kun, hvis svømmeren er god til at lytte og respekterer sine holdkammerater og trænere.

Bevægelse; kunne navigere ovenover såvel som under vandet, svømme crawl og rygcrawl på letøvet niveau, kendskab til bryst og butterfly benspark (uden nødvendigvis at kende ordene)
Balance; flyde i forskellige positioner, kunne lave afsæt fra kanten, kendskab til kolbøtter og streamline (uden nødvendigvis at kende ordet)
Elementskifte; kunne hoppe i vandet fra kanten på forskellige måder, kendskab til hovedspring
Vejrtrækning; kunne dykke ned på bunden i vippebassinet lave ende (90 cm) og hente en eller flere genstande.
Odder Svømmeklub | Nølevvej 6, 8300 Odder